De 3 største fælder i din økonomi

De 3 største fælder i din økonomi

 

Ofte har vi en tendens til at komplicere de ting, som i virkeligheden er enkle.

 

Det er en glimrende strategi til at undgå at gøre noget som helst, fordi du føler dig overvældet – allerede inden du er gået i gang.

 

Jeg møder rigtig tit folk, som gerne vil ændre deres økonomi, men de aner ikke, hvor de skal starte. Mange af dem kaster sig over madplaner, penge i kuverter, samler boner og spare på alt, hvad der måtte lugte at sjov i håbet om, at løsningen ligger gemt dér.

 

Men det er nogle helt andre ting, der spænder ben for dig…

 

 

 

 

Det gode er, at det alt sammen er noget, som du selv kan ændre – allerede fra i dag.

 

1. Ny version af dig selv

Ved første øjekast kan det lyde lidt skørt, men den er god nok. Mange af os kender simpelthen ikke den version af os selv, der har penge nok.

 

Hvis du kun har et billede af dig selv i dit hoved, hvor du altid mangler, så vil dét være dit udgangspunkt for din økonomi. Det betyder, at selvom du måske har et ønske om at få 100% overblik over dine penge og gøre plads til nogle nye ting og oplevelser i dit liv, så vil du aldrig rigtig tro på, at det kan ske.

 

Men hvordan ændrer du det?

 

Det gør du ved at begynde at kigge dig rundt for at finde dét sted i dit liv, hvor du har følelsen af at have nok. Det kan være så simpelt som, at du har nok mad til resten af ugen, så du slipper for at handle de næste par dage.

 

Denne der mikroskopiske følelse af lettelse over, at du ikke behøver at stå i kø sammen med alle de andre i Netto, det er dén følelse, som du skal kigge på.

 

Hvad ligger der bag din følelse af lettelse?

 

 

 

 

Der ligger friheden til ikke at skulle runde supermarkedet på vej hjem, så du har lige vundet lidt ekstra tid til dig selv. Du behøver heller ikke at bekymre dig om, hvad du skal have at spise de næste par dage, for du har handlet ind til lidt af hvert.

 

Når først du begynder at få øje på, hvor mange steder i dit liv – store som små – du faktisk har nok, så begynder din opfattelse af dig selv at ændre sig. Du begynder at tro på, at du ikke behøver at mangle penge længere, men at du sagtens kan have nok, når bare du er villig til – for alvor – at kigge på din økonomi.

 

2. Fokus

Denne fælde er en sand killer for din økonomi.

 

Desværre tror mange, at fokus betyder, at de skal undvære og spare sig til en bedre økonomi, men faktisk betyder det, det stik modsatte. Når du fokuserer på, hvordan du bruger dine penge, så vil du få øje på alle de steder, hvor du hælder penge ud til noget, som intet betyder for dig.

 

Du kender sikkert godt følelsen af, at saldoen i netbanken ser noget anderledes ud, end du regnede med.

 

 

Hvor f*nden er pengene blevet af!?

 

 

Du har intet fået for pengene, og alligevel er de pist borte fra kontoen. Hvis du nærstuderer din konto, vil du typisk opleve én eller flere af de her ting:

 

1. Daglige indkøb i supermarkedet.
2. Mange køb til mindre beløb under 500 kroner.
3. Du aner ikke, hvad du har købt, men kontoen siger 229 kroner i Matas.

 

Det er sjældent vanvittig spændende at handle i supermarkedet, så når du nu alligevel er der, kommer du ofte til at dulme din kedsomhed ved at købe håndcreme med citrusduft, de små fyrfadsholdere med stjernemønster til at kaste magi på badeværelset eller den fine plaid i pastelfarver, der vil ændre looket i sofaen for evigt.

 

 

 

 

De mange køb til mindre beløb er også en måde for dig at føle dig underholdt på. Problemet er bare, at når du ofte ikke engang kan huske, hvad du har købt, så svarer det til, at du har rullet vinduet ned på motorvejen og kastet penge ud i høj fart.

 

Men hvordan ændrer du det?

 

Det gør du ved at starte med at sætte en prop i hullet. Stop med at købe andet en mad og toiletpapir, indtil du er klar til at forholde dig til, hvad du virkelig gerne vil have, og hvad du gerne vil opleve.

 

Når første roen har lagt sig – og det kan godt tage noget tid, hvis shopping har været dit tidsfordriv – så er du klar til at være meget mere selektiv, når du shopper. Personligt gør jeg altid det, inden jeg kører kortet igennem, at jeg spørger mig selv, hvor stor en forskel mit køb vil betyde for mig.

 

 

 

 

Det ene simple spørgsmål: ”Hvad vil det betyde for dig” har sparet mig for mange kedsomheds-køb og til gengæld givet mig de fedeste bikerstøvler, den smukkeste kimono, magisk gourmetmiddag i hjertet af Paris på min 40 år fødselsdag og utallige skønne rejser.

 

Jeg har ikke sparet mig til noget som helst. Jeg har bare fokuseret på, hvad der vil have størst betydning for mig. Så er det pludselig ikke så svært at vælge mellem 3 ligegyldige toppe fra H&M (når nu jeg skal være helt ærlig) eller en afslappende weekendtur.

 

3. Ansvar

Jeg oplevet tit, at ordet ansvar bliver forvekslet med skyld.

 

Når du føler, at du skal stå til ansvar for noget, så er det altid med en følelse af at have gjort noget forkert. Det betyder også at følelsen af ansvar ofte er noget, som vi forsøger at flygte lidt fra, for hvem har lyst til at konstant at føle, at man har gjort noget forkert.

 

Så lad mig rede den misforståelse ud én gang for alle:

 

 

Ansvar er forståelsen af,
at du altid selv kan gøre noget
for at ændre din situation

 

 

Det kan godt føles lidt provokerende til at starte med, specielt hvis du ofte føler, at du er afhængig af andre for at kunne ændre din økonomi. Det kan være, at du føler, at du er afhængig af en højere løn, før din økonomi bliver anderledes.

 

Ligegyldig hvad du har fortalt dig selv tidligere, så vid at du – og du alene – har magten til at ændre på alt i din liv – også din økonomi. Men det kræver, at du tager ansvaret på dig. Det kræver, at du ikke længere overlader det til andre og omstændighederne at få din økonomi i den retning, som du ønsker dig. 

 

 

 

 

Det en fantastisk følelse,
når først du har accepteret
dit ansvar fuldt ud

 

 

Det giver dig nemlig også fokus på den kæmpe frihed du har ved, at det er dig, der bestemmer. Du bestemmer, hvad du vil bruge dine penge på. Du bestemmer, hvordan du vil have, at dit liv skal se ud – med din nye økonomi.