Undgå at gæld splitter din familie

Sådan bevarer du et godt familieforhold med gæld

 

Vi kan synes og mene alt muligt om at låne penge direkte af hinanden i familien – faktum er, at det sker hele tiden.

 

Desværre sker der alt for ofte det, at vi ikke får lavet klare aftaler med hinanden om, hvordan og hvornår pengene skal betales tilbage.

 

Det bliver tit noget med:

 

”Du betaler mig bare tilbage, når du kan”

  

 

To mennesker har sjældent præcis den samme opfattelse af, hvad ”når du kan” rent faktisk betyder.

  

Her er nogle udvalgte eksempler hørt fra mine kunder:

  • Til den næste 1. i måneden
  • Inden du går amok på udsalget
  • Før du booker din næste ferie
  • Det ved du bedst selv

 

Hvis du skylder penge til nogle i din familie – eller nogle skylder penge til dig, og I ikke har en klar aftale om tilbagebetaling, så er det på tide, at du gør noget.

 

Ellers risikerer du at ødelægge familieforholdet, fordi I trækker jer væk fra hinanden.

 

 

 

 

Det er bare SÅ pinligt!

 

De to mest altødelæggende følelser, der ofte opstår hos den person, der har lånt pengene er:

 

 

Skam

Ubehagelig følelse af ydmygelse, skyld el. flovhed, fremkaldt af bevidstheden om at have gjort noget forkert el. pinligt.

 

Skyldfølelse

Følelse af skyld; dårlig samvittighed

 

 

Hvis du skammer dig og har skyldfølelse, vil du meget ofte holde dig væk fra den person, som du skylder penge til.

 

Derfor bliver fødselsdage, grillfester og andre sammenkomster også fuldstændig umulige for dig at deltage i. Det er simpelthen for pinligt for dig, at du ikke har betalt din gæld tilbage.

 

Det mest frygtelige i alt denne her ballade er, at du stadig ikke har sagt noget til den, du skylder penge til.

 

Men sådan behøver det heldigvis ikke blive ved med at være…

 

 

 

 

Vi kan alle sammen komme ud for situationer, hvor vi får brug for familiens hjælp til at klare os igennem.

 

Hele forskellen ligger i, hvordan du håndterer ansvaret.

 

Sådan tager du ansvar og kommer videre:

 

1. Kontakt den person du skylder penge til

Der er ingen tvivl om, at det personlige møde er langt det stærkeste, men hvis det er for overvældende lige nu, så vil et telefonopkald, en sms eller en mail også gøre stor forskel. Det vigtigste er, at du viser personen, du har lånt penge af, at du bestemt ikke har glemt din gæld.

 

 

2. Fortæl personen, hvordan du har det

Det er vigtigt, at du er hudløst ærlig og fortæller dig, hvor dårligt du har det med, at du stadig skylder pengene og ikke er kommet i gang med at betale tilbage. Hold dig langt væk fra dårlige undskyldninger og udenoms snak – bare sig det som det er.

 

 

3. Tilbyd et konkret beløb, du betaler hver måned

Det er dig, der skal komme op med et konkret beløb, som du kan betale hver måned. Beløbets størrelse er ikke vigtig. Den følelsesmæssige belønning for dig er, at du kommer i gang med at betale tilbage.

 

Hvis du vitterlig ikke har så meget som 1 krone, du kan betale tilbage lige nu, så fortæl hvornår du håber på at kunne begynde at betale. Alene dit ønske om at betale tilbage snart, vil betyde rigtig meget for den, du skylder penge til.

 

Det kan være en god idé at lave et budget, inden du kontakter personen, så du har et overblik over, hvad du rent faktisk kan betale.

 

 

4. Overhold din aftale

No matter what happens – så overhold din aftale. Det kræver altså force majeure (læs: lynild, jordskælv, sørøvere eller andre helt langt ude situationer) før du så meget som overvejer at droppe din aftale igen.

 

Hvis der virkelig ikke er nogen vej uden om, så er det afgørende, at du siger det højt til den, du skylder penge til – med det samme.

 

 

Det kan sagtens være, at hænderne ryster og tårerne presser sig på, når du tager det første skridt, men jeg lover dig, at det er det hele værd.

 

Du vil blive overrasket over, hvor stor en lettelse, du kommer til at føle. Kampesten vil falde fra dine skuldre, du vil sove bedre – og føle dig mentalt stærkere. Alt sammen fordi du har taget ansvar og action.

 

Som en uvurderlig bonus vil den person, du skylder penge til bliver så glad for, at du har vist respekt og taget kontakt. Din handling vil påvirke jeres forhold på en dejlig positiv måde.

 

 

PS: Hvis du er dén, der skyldes penge til, så kan du bruge nøjagtig de samme trin – bare med omvendt fortegn: tag kontakt til personen, fortæl hvordan du har det, foreslå et konkret beløb til dig hver måned, og en dato for, hvornår aftalen kan starte.