Sådan undgår du fælder på udsalg

Sådan undgår du fælder på udsalg

 

Én af årets største udsalgsperioder er lige rundt om hjørnet, og det hele kan meget hurtigt udvikle sig til en enten-eller-situation.

  

Enten…

 

 

… gør du det vildeste scoop af et køb på udsalg, som du kommer til at gå med i flere år storsmilende hver gang, du tager det på.

  

Eller…

 

… også lænser du din konto (og mere til) for køb, som du ALDRIG kommer til at gå med. Du prøver dem en masse gange derhjemme, for det kunne jo være – men du ender alligevel altid med at tage noget andet på.

 

Det er de køb, der ender i Røde Kors’ containeren, når du endelig indser, at du vitterlig aldrig kommer til at gå med det – lige gyldigt hvor billigt du fandt det på udsalg.

 

 

 

 

Heldigvis kan du undgå det hele
uden at du skal låse dig selv inde
mens udsalget raser udenfor

 

 

Nu kunne jeg godt blæse ét eller andet af med, at du jo bare skal lade være og bla bla bla. Det er nogenlunde lige så belastende, som når du gerne vil tabe dig, og der bliver sagt: du skal jo bare spise mindre, end du forbrænder.

 

Næ – jeg vil hellere gøre fælderne så logiske for dig, at du rent faktisk kan huske dem, når du bliver suget ind i prøverummet. For det gør du – hvis vi nu skal være helt ærlige.

 

 

 

 

Hele finten er at blive opmærksom på de historier, du går i gang med at fortælle dig selv, når du står og vender og drejer det (måske) fortryllende køb. Når først dit jagtinstinkt har lagt sig igen, så kan det rent faktisk godt lade sig gøre at komme smertefrit igennem udsalget – og måske ramme et vaskeægte godt tilbud.

 

 

1. Samme ting i flere farver
En sand klassiker. Du finder en lækker bluse, der sidder rigtig godt. Den findes i 3 skønne farver, så hvorfor ikke nappe én af hver.

 

 

2. 50% på det hele
Det er som om, at når tingene pludselig bliver SÅ billige, at det næsten bliver skørt, så er det jo vanvittigt ikke at gå til den. Også selvom det er noget, som ikke rigtig siger dig noget.

 

 

3. Det sidder (næsten) godt
Du ønsker dig brændende, at den lækre kjole eller jeansene i den helt rigtige vask sidder super godt. Det gør de ikke – men hvad nu, hvis de kom til det efter en vask eller to.

 

 

4. Den farve er måske alligevel okay
Neonfarverne er tilbage. Da du sidst så et billede af dig selv fra 90’erne svor du, at du ALDRIG vil gå med neonfarver igen. Alligevel er det som om, at det er noget andet nu, hvor du lige dér i prøverummet er i gang med at overbevise dig selv om, at det ”nok bare er lyset i prøverummet, den er gal med”.

 

 

5. Pasformen fra helvede
Der er bare nogle forme, der passer bedre til nogen end andre. Personligt er A-formen én af mine værste fjender. Ligegyldig hvor afsindig lækker den tunika eller kjole er, så nytter det ikke en fløjtende fis, for jeg kommer til at se ud som om, jeg har taget en pose på. Det er den stensikre vej til at blive det tøj i skabet, der aldrig får fjernet prismærkaten.

 

 

6. Den fnuldrer helt sikkert ikke
Jeg skal gøre det kort: Jo - dårlig strik fnuldrer ALTID. Eneste variation er, om det sker efter første eller tredje vask.

 

 

7. Jeg vil osse
Alle gør det! De brager på udsalg og pladrer om alle de forrygende køb de har gjort. Det er klart, at du også gerne vil være en del af flokken. Spørgsmålet er bare, om de fleste gør det fordi de andre gør det – og ingen rigtig vil indrømme, hvor dyrt et udsalg ofte ender med at blive.

 

 

8. Man sparer sg* da ikke op til udsalg
Hvis du virkelig vil sparke r*v på udsalg, så har du sparet op, så du har frit valg på alle hylder. Det her er den absolut nemmeste vej til at sikre, at du ikke går shop-amok på udsalg – heller ikke selvom saldoen på kontoen giver mulighed for det. Når du har pengene, og ovenikøbet har afsat dem til at blive brugt, så bliver den spontane køb ikke lige så eksotisk. Skørt – men sandt.

 

 

 

 

Nu ved du det…

 

… så der er ingen vej tilbage.

 

Næste gang du går på udsalg, kan du ikke længere påberåbe dig et øjebliks sindssyge. Nu ved du, hvad fælderne hedder, og det betyder, at de ikke længere er ukendte for dig.

 

Valget er – som altid – dit helt eget.

 

God fornøjelse derude.