#298 - Du behøver ikke vente til januar

Podcasten om hverdagsøkonomi - Kend Dine Penge - afsnit 298

 

#298 - Du behøver ikke vente til januar

 

Podcastvært Carina Svendsen - uvildig rådgiver i hverdagsøkonomi og ejer af Kend Dine Penge

 

I dette afsnit:

På den her tid af året kan det være fristende at tænke: "Jeg tager mig af økonomien efter jul." Eller "Fra januar får jeg styr på det". Men hvis der allerede er noget i din økonomi, der ikke fungerer, bliver det sjældent bedre af at vente. I det her afsnit taler jeg om, hvorfor januar kan føles som det helt rigtige tidspunkt at begynde, selvom et årsskifte ikke ændrer på hverken vores hverdag, vaner eller regninger. Og så taler jeg om, hvorfor du ikke behøver at have styr på det hele på én gang for at tage fat på din økonomi.

 

Januar kan føles som en frisk start

Der er noget tiltrækkende ved tanken om et nyt år og en ny begyndelse. Så til januar, der gør vi det. Jeg kender det godt fra andre områder i livet. Det kan være træningen, der starter på mandag, eller noget andet, der lige må vente til et bedre tidspunkt.
 
Men der kan hele tiden komme et nyt tidspunkt, der virker mere passende. Efter jul bliver det måske foråret, og senere passer det bedre efter sommerferien. På den måde kan vi blive ved med at skubbe det foran os.

 

Problemet holder ikke pause, bare fordi du gør

Hvis pengene slipper op for tidligt på måneden, budgettet ikke stemmer, eller regningerne bekymrer dig, bliver det ikke løst ved at vente til januar. Din økonomi er der, uanset om du tager dig af den eller ej.
 
Og bekymringerne kan kræve rigtig meget energi. I afsnittet sammenligner jeg det med at holde en badebold under vand. I begyndelsen virker det måske ikke som det store problem, men på et tidspunkt bliver det udmattende at blive ved.

 

Pas på med “det finder vi ud af-økonomi”

Hvis du mentalt har besluttet, at november og december er en pauseperiode, kan det også påvirke de økonomiske beslutninger, du træffer. Så kan tanken blive: Nu gør jeg bare det her, og så finder jeg ud af økonomien senere.
 
Det er dét, jeg kalder “det finder vi ud af-økonomi”. Du bruger pengene uden at have besluttet, hvor de skal tages fra, og bagefter skal du rydde op i økonomien efter dine egne beslutninger. Det kan blive en rigtig trættende spiral.

 

Superhelt-versionen af dig dukker ikke op til januar

Vi kan også komme til at overvurdere den udgave af os selv, vi forestiller os, dukker op i januar. Hende eller ham, der er ekstremt motiveret og klar på forandring. Men til januar har du stadig den samme hverdag, de samme vaner og mønstre og de samme ting, der skal betales.
 
Hvis økonomien er svær at forholde sig til nu, bliver den ikke automatisk mindre svær, fordi kalenderen siger januar.

 

Du skal ikke have styr på det hele på én gang

Noget af det, jeg ofte hører i mine gratis afklarende samtaler, er: “Jeg ved ikke engang, hvor jeg skal starte.”
 
Madbudgettet hænger måske ikke sammen. Alt bliver styret fra én konto. Opsparingen er blevet startet flere gange, men ender alligevel på nul. Når det hele ligger i én stor bunke, kan det føles som en kæmpe lagerhal, der skal ryddes op. Men du behøver ikke løse det hele på én gang. Der er en vej igennem det, og den begynder med ét skridt ad gangen.

 

Husk på

Du behøver ikke vente på et nyt år for at tage din økonomi alvorligt. For det, der ikke fungerer i november, følger med dig ind i januar, hvis du ikke tager dig af det.
 
Og du behøver ikke løse det hele på én gang – og det ”helt rigtige tidspunkt” er altid nu.

 

 

Sådan kommer du videre:

Kend Dine Penge - start her, hvis du godt vil i gang

 

Lyt også til de her afsnit:

#297 - Små vinterforberedelser gør en stor forskel

#134 - Økonomisk detox giver nye perspektiver

 

Abonner på podcasten her:

Lyt på Apple Podcast

Lyt på Spotify

Lyt på YouTube podcast

Lyt på Podimo (så støtter du samtidig podcasten)

 
Eller hvor du ellers lytter til podcasts