#290 - Din økonomi skal kunne holde hele måneden

Podcasten om hverdagsøkonomi - Kend Dine Penge - afsnit 290

 

#290 - Din økonomi skal kunne holde hele måneden

 

Podcastvært Carina Svendsen - uvildig rådgiver i hverdagsøkonomi og ejer af Kend Dine Penge

 

I dette afsnit:

Kender du følelsen af, at der er god plads i økonomien, når lønnen lige er gået ind, men at det hele begynder at stramme til, efterhånden som måneden går?
 
Måske bliver du mere forsigtig med dine penge. Måske begynder du at flytte penge rundt mellem kontiene. Eller måske tæller du ligefrem dagene til næste løn, når vi rammer den sidste uge.
 
Jeg har selv prøvet at mærke forskellen på starten og slutningen af måneden, selvom der faktisk var penge nok. Og jeg møder mange, der har vænnet sig til, at økonomien føles presset sidst på måneden.
 
I det her afsnit taler jeg om, hvorfor din økonomi skal fungere hele måneden – også uden at føle dig presset.

 

Den sidste uge føles anderledes end den første

I starten af måneden kan der være en følelse af, at der er penge nok til det hele. Men efterhånden som pengene bliver brugt, kan den følelse hurtigt ændre sig.
 
Og det er jo helt naturligt, at der står færre penge på kontoen sidst på måneden. Jeg har selv skullet vænne mig til, at en lavere saldo ikke nødvendigvis betyder, at økonomien er presset.
 
For nogle kan følelsen af at mangle penge faktisk føre til, at de bruger endnu flere. Måske på takeaway eller lidt ekstra forkælelse, for at mærke bare en smule lettelse.

 

Du begynder at flytte penge mellem dine konti

Jeg kalder det kontokarrusellen.

Der mangler penge på madkontoen, så du tager lidt fra opsparingen. Senere mangler der igen, og så står bufferkontoen på tur.

Det kan føles som en hurtig løsning, men hvis det sker næsten hver måned, er det et tegn på, at din økonomi ikke hænger sammen, sådan som du har indrettet den lige nu og her.

Og hvis du begynder at tage fra budgetkontoen, er det altså et alvorligt advarselstegn, for her skaber du problemer med betaling af regningen i fremtiden.

 

Budgettet holder kun de første par uger

Jeg ser ofte, at madbudgettet bliver sat for lavt, fordi vi gerne vil have flere penge til noget andet. Det samme kan ske, hvis du forsøger at spare store beløb op til mange ting på én gang.
 
Men hvis måden du fordeler dine penge på ikke stemmer overens med dine behov, så begynder tingene hurtigt at skridt. Og så kan det være fristende helt at opgive det.
 
Og det er rigtig ærgerligt for det kan være, at du bare skal indrette din økonomi på en anden måde, så det hele hænger bedre sammen.

 

Du tæller dagene til næste løn

Da jeg var kontorelev, spiste jeg spise spaghetti med ketchup flere gange om måneden. Og skulle det være lidt ekstra, kom der ristede cocktailpølser ovenpå.
 
Det var en periode med få penge, og sådan kan det jo være. Men når mine kunder kommer til mig første gang, så ser jeg det også: Voksne med en fornuftig indkomst, som føler, at de lever fra lønseddel til lønseddel.
 
De bruger ikke nødvendigvis flere penge, end de tjener. Men de bruger det hele hver måned, og så bliver det svært at få opbygget en opsparing.

 

Du har vænnet dig til, at der ikke er penge nok

Nogle gange er det ikke selve økonomien, men vores tanker om den, der spænder ben.
 
Hvis der står 300 kroner tilbage til den sidste uge, kan du komme til at tænke, at du slet ikke har nogen penge. Men der står jo faktisk 300 kroner.
 
Jeg ser, hvordan gamle vaner og overbevisninger kan få os til at gentage de samme mønstre måned efter måned.
 
Men bare fordi du har vænnet dig til, at økonomien føles presset sidst på måneden, betyder det ikke, at det behøver blive ved med at være sådan.

 

Husk på

Hvis din økonomi kun fungerer de første uger af måneden, så er det på tide at erkende, at den måde din økonomi kører på lige nu, ikke er holdbar.
 
En økonomi skal ikke kun se god ud på papiret. Den skal også fungere i hverdagen – hele måneden.
 
Når du ikke længere skal vente på næste løn for at få luft igen, bliver det meget lettere at have tillid til din økonomi.

 

 

Sådan kommer du videre:

Kend Dine Penge - start her, hvis du godt vil i gang

 

Lyt også til de her afsnit:

#289 - Det er de små beløb, der bestemmer

#92 - Din økonomiske læringsrejse

 

Abonner på podcasten her:

Lyt på Apple Podcast

Lyt på Spotify

Lyt på YouTube podcast

Lyt på Podimo (så støtter du samtidig podcasten)

 
Eller hvor du ellers lytter til podcasts