#288 - Penge er ikke det samme som kærlighed

Podcasten om hverdagsøkonomi - Kend Dine Penge - afsnit 288

 

#288 - Penge er ikke det samme som kærlighed

 

Podcastvært Carina Svendsen - uvildig rådgiver i hverdagsøkonomi og ejer af Kend Dine Penge

 

I dette afsnit:

Som forældre vil vi gerne gøre det bedste for vores børn. Og når de står i en svær situation, er det naturligt at få lyst til at hjælpe dem.
 
Måske betaler du en regning, låner dem penge eller sørger for, at de kan komme med på ferie, selvom de egentlig ikke har råd.
 
Jeg forstår godt, hvorfor vi gør det. Men jeg har også set, hvordan økonomisk hjælp kan skabe problemer både for forældrene og deres voksne børn.
 
I det her afsnit taler jeg om, hvad der kan ske, når penge bliver en måde at vise kærlighed på. Og hvorfor det nogle gange er mere værdifuldt at hjælpe sine børn med at finde deres egne løsninger i stedet for at løse det med penge.

 

Når du betaler den samme regning igen

Dit voksne barn mangler penge til huslejen eller elregningen, og du hjælper. Næste måned sker det igen.
 
Jeg har set, hvordan den slags hjælp kan udvikle sig til et mønster, hvor barnet begynder at regne med, at forældrene betaler.
 
Og så får barnet aldrig rigtig lært at få sin egen økonomi til at hænge sammen.

 

Et familielån kan skabe problemer mellem jer

Hvis du låner dit barn penge, er det vigtigt at aftale, hvor meget der skal betales tilbage, og hvornår. Ellers kan der opstå forventninger, som ingen har fået sagt højt.
 
Jeg har eksempelvis oplevet, at voksne børnebørn er holdt op med at besøge deres bedsteforældre, fordi de havde så dårlig samvittighed over penge, de skyldte.
 
Derfor skal I også være enige om, hvorvidt pengene er et lån eller en gave.

 

Dårlig samvittighed kan blive til flere køb

Efter en skilsmisse kan du måske føle, at børnene i hvert fald ikke skal mangle noget. Eller du køber ekstra tøj og legetøj, fordi du arbejder meget og gerne vil kompensere. Jeg har set begge dele hos mine kunder.
 
Men hvis dit barn savner tid sammen med dig, hjælper mere legetøj jo ikke på det savn. Så det er værd at være opmærksom på, hvad du egentlig forsøger at give dit barn.

 

Din egen økonomi kan ende med at betale prisen

Jeg møder også forældre, der tømmer deres opsparing for at hjælpe deres voksne børn.
 
Måske opgiver du din egen ferie, så dit barn kan komme afsted med vennerne. Eller du bruger din buffer og står uden penge, hvis køleskabet går i stykker.
 
Det kan få konsekvenser for din egen økonomi. Og det kan også give dit barn dårlig samvittighed, hvis det ved, hvad hjælpen koster dig.

 

Dine børn har brug for at lære at finde løsninger

Da jeg flyttede hjemmefra, havde jeg lavet et budget. Jeg havde bare glemt at sætte penge af til mad, tøj og fornøjelser. Jeg kan stadig huske følelsen, da det gik op for mig.
 
Jeg ville hverken flytte hjem igen eller bede mine forældre om penge. Så jeg fandt et ekstra arbejde i et bowlingcenter.
 
Det lærte mig, at jeg kunne begå fejl og finde løsninger. Og senere lærte jeg også at tage ekstra vagter, hvis jeg gerne ville spare op til en ferie. Den erfaring har været værdifuld for mig lige siden.

 

Husk på

De fleste forældre hjælper deres børn, fordi de elsker dem. Og der er absolut intet galt med at ville hjælpe, når der er brug for det.
 
Men nogle gange kræver omsorg også, at vi giver plads til, at vores børn får lov til at tage ansvar for deres eget liv.
 
Og måske er det netop dér, forskellen ligger mellem at støtte dit barn – og at bære det.

  

 

Sådan kommer du videre:

Kend Dine Penge - start her, hvis du godt vil i gang

 

Lyt også til de her afsnit:

#287 - Stop med at vente på at føle dig klar

#167 - Skab balance i din økonomiske bevidsthed

 

Abonner på podcasten her:

Lyt på Apple Podcast

Lyt på Spotify

Lyt på YouTube podcast

Lyt på Podimo (så støtter du samtidig podcasten)

 
Eller hvor du ellers lytter til podcasts