#275 - Giver din opsparing stadig mening

Podcasten om hverdagsøkonomi - Kend Dine Penge - afsnit 275

 

#275 - Giver din opsparing stadig mening

 

Podcastvært Carina Svendsen - uvildig rådgiver i hverdagsøkonomi og ejer af Kend Dine Penge

 

I dette afsnit:

Har du en opsparing, som du trofast sætter penge ind på hver måned, men som alligevel ikke rigtig vokser?
 
Måske har du sat dig et mål om at spare et bestemt beløb op, men oplever, at du bliver nødt til at hente penge tilbage fra opsparingen, fordi resten af økonomien ikke hænger sammen.
 
Eller måske sparer du op, fordi du føler, at det er noget, du burde gøre, uden egentlig at have taget stilling til hvorfor.
 
I det her afsnit taler jeg om, hvordan du vurderer, om din opsparing stadig giver mening i din hverdag, og hvorfor det er vigtigt at justere den, når din økonomi ændrer sig.

 

Når opsparingen presser resten af økonomien

Jeg oplever ofte, at vi bliver utålmodige, når vi gerne vil spare op til eksempelvis en rejse eller en ny seng.
 
Måske er der plads til at spare 500 kroner op om måneden, men du vil gerne sætte 1.000 kroner til side. Så begynder du at skære i madbudgettet for at få det til at hænge sammen.
 
Problemet opstår, når du hver måned må hente pengene tilbage fra opsparingen for at købe mad. For så ender du med at starte forfra igen og igen, samtidig med at du begynder at tvivle på, om du overhovedet kan finde ud af at spare op.

 

Når opsparingen mangler et formål

Der kan være god mening i at flytte penge væk fra lønkontoen, så de ikke bare forsvinder ind i det almindelige forbrug.
 
Men hvis du ikke har taget stilling til, hvad opsparingen skal bruges til, kan pengene hurtigt ende med at finansiere spontane køb.
 
Måske sidder du i sofaen og falder over en jakke, som egentlig er meget pæn. Og så henter du pengene fra opsparingen.
 
Derfor anbefaler jeg, at du som minimum beslutter, hvad pengene må bruges til, og hvad de skal blive stående til.

 

Når din hverdag ændrer sig skal opsparingen følge med

Når madvarer og benzin bliver dyrere, kan det være nødvendigt at sætte mindre ind på opsparingen i en periode. Det kan føles uretfærdigt, især når du havde glædet dig til at nå dit opsparingsmål.
 
Men hvis du holder fast i et beløb, der ikke længere passer til økonomien, risikerer du at skabe problemer andre steder. Det samme gælder, når du får flere penge mellem hænderne.
 
Jeg havde engang en kunde, som fik omkring 1.000 kroner mere udbetalt om måneden. Sammen gennemgik vi, hvad hun gerne ville bruge de ekstra penge på, så de blev fordelt efter hendes egne prioriteringer.

 

Du skal have lyst til det, du sparer op til

Måske har du hørt andre fortælle, at de altid sparer op til at købe deres bil kontant. Men hvis du ingen problemer har med at have et billån, giver det ikke nødvendigvis mening at gøre det samme.
 
Sørg for altid at tage udgangspunkt i dine egne ønsker og behov.
 
Har du eksempelvis valgt at eje en bil, giver det også mening at spare op til vedligeholdelsen, så du kan passe ordentligt på den.

 

Husk på

Der sker noget særligt, når du oplever, at du kan sætte et opsparingsmål og faktisk nå det.
 
Efterhånden får du erfaring med, at din opsparing fungerer. Og den erfaring kan gøre det nemmere at spare op, næste gang der er noget, du gerne vil have.

 

 

Sådan kommer du videre:

Kend Dine Penge - start her, hvis du godt vil i gang

 

Lyt også til de her afsnit:

#274 - Du må godt stille krav til din økonomi

#208 - De usynlige abonnementer

 

Abonner på podcasten her:

Lyt på Apple Podcast

Lyt på Spotify

Lyt på YouTube podcast

Lyt på Podimo (så støtter du samtidig podcasten)

 
Eller hvor du ellers lytter til podcasts