#266 - Det der smutter – uden at du opdager det

#266 - Det der smutter – uden at du opdager det
I dette afsnit:
Du kan sagtens have penge på kontoen, betale dine regninger til tiden og have en økonomi, der fungerer. Alligevel kan du gå rundt med en følelse af, at der er noget, du burde gøre anderledes.
Jeg oplever ofte, at vi kommer til at bruge utrolig meget energi på vores tanker om økonomi, selvom der måske slet ikke er noget konkret problem.
Vi kan gå og bekymre os, sammenligne os med andre eller føle, at vi hele tiden burde gøre mere.
I det her afsnit taler jeg om de tanker, der kan skabe unødvendig uro omkring din økonomi, og hvordan du begynder at ændre dem.
Følelsen af, at du burde have mere styr på det
Måske ser du et indslag i medierne om investeringer, pension eller boliglån og tænker, at det burde du også gøre noget ved. Men hvor kommer den tanke egentlig fra?
Der er forskel på at føle sig presset af, hvad andre gør, og selv have et oprigtigt ønske om at få styr på noget i sin økonomi.
Hvis ønsket kommer fra dig selv, så lyt til det. Hvis det udelukkende handler om andres forventninger, så giv slip på det.
Når du hele tiden forventer problemer
Hvis du tidligere har haft en periode med økonomiske problemer, kan tankerne godt blive hængende i noget tid, selvom din økonomi fungerer fint i dag.
Du kan blive ved med at føle, at der må være noget, du overser.
Så er det værd at arbejde med de gamle forestillinger om din økonomi, så de begynder at passe til den virkelighed, du lever i nu.
Andre har ikke nødvendigvis mere styr på det end dig
Jeg talte med en kvinde, som næsten havde opgivet at gøre noget ved sin økonomi, fordi hun følte, at hun var blevet for gammel. Men under vores samtale viste det sig, at hun manglede noget grundlæggende viden for at kunne komme videre med sine ønsker.
Jeg ser ofte den samme følelse hos mine kunder.
Pas på med at sammenligne dig med andre. Du kender hverken deres vilkår eller de valg, de har truffet.
Når du føler, at du hele tiden burde gøre mere
Selvom budgettet fungerer, og opsparingerne vokser, kan du stadig føle, at du burde finde billigere forsikringer, lave flere madplaner eller spare endnu mere.
Den slags tanker kan blive en vane.
Prøv i stedet at gøre det naturligt at tage dig af din økonomi. Jeg bruger selv højst fem minutter om måneden på at indtaste de faktiske beløb i mit budget.
Det hjælper dig med at bevare overblikket og se, hvad der faktisk fungerer.
Når det føles forkert at slappe af
Jeg havde en kunde, som voksede op med store udsving i familiens økonomi. Nogle perioder var der masser af penge, og andre gange skulle der spares på alt.
Da hun senere fik styr på sin egen økonomi, begyndte den næsten at føles kedelig.
Det kan tage tid at vænne sig til, at økonomien fungerer, uden at du hele tiden skal være på vagt.
Husk på
Ofte er det ikke økonomien, der larmer – men tankerne om den.
Sådan kommer du videre:
Kend Dine Penge - start her, hvis du godt vil i gang
Lyt også til de her afsnit:
#265 - Du behøver ikke presse mere ud af hverdagen
#41 - Det handler ikke om pengene
Abonner på podcasten her:
Lyt på Podimo (så støtter du samtidig podcasten)
Eller hvor du ellers lytter til podcasts

Kommentarer
Efterlad din kommentar