#263 - Forventningerne skal følge hverdagen

#263 - Forventningerne skal følge hverdagen
I dette afsnit:
I januar kan det hele virke så overskueligt. Nu skal der styr på madbudgettet, de spontane køb skal stoppes, og der skal sættes flere penge af til opsparing.
Men når vi når marts, er det måske kun blevet til ganske få ændringer. Eller også er du allerede tilbage i dine gamle vaner.
Jeg kender det godt fra mig selv. Når jeg virkelig gerne vil ændre noget, kan jeg blive så utålmodig, at jeg forsøger at lave det hele om på én gang.
Men hverdagen fortsætter jo, selvom vi har lagt nye planer.
I det her afsnit taler jeg om, hvorfor dine forventninger skal passe til den hverdag, du faktisk lever i.
Når du vil ændre for meget på én gang
Måske vil du både sænke madbudgettet, spise flere grøntsager og lave mere mad fra bunden.
Hver ændring kræver, at du gør noget anderledes, end du plejer. Og når du forsøger at ændre det hele samtidig, bliver det hurtigt overvældende.
Vælg én ting, og arbejd med den, indtil den er blevet en naturlig del af hverdagen.
Find ud af, hvornår de spontane køb sker
Jeg havde engang en periode, hvor jeg næsten ikke kunne stå for noget med pailletter. Først da jeg blev opmærksom på det mønster, blev det nemmere at stoppe de spontane køb.
Måske handler du mest på nettet, når du sidder med telefonen om aftenen. Eller måske køber du ting, du ikke rigtig ønsker dig, når du er på shoppingtur med en veninde.
Undersøg, hvornår det sker, så du ved, hvad du skal ændre.
Andres løsninger passer ikke nødvendigvis til dig
Du kan blive inspireret af nogen, der har indført købestop, solgt bilen eller ændret deres hverdag fuldstændigt. Men deres løsning behøver ikke fungere i dit liv.
Jeg hørte engang et foredrag om en længere sejltur, hvor det interessante også var, hvordan erfaringerne kunne bruges af mennesker, der ønskede sig noget helt andet.
Tag inspirationen med, men tilpas den til dine egne ønsker.
Nye vaner kræver opmærksomhed
Jeg bor tæt på en skov, som jeg holder utrolig meget af at gå ture i. Alligevel havde jeg en lang periode, hvor jeg ikke kom afsted. For at komme i gang igen måtte jeg begynde at sætte tid af til turene.
Det samme gælder, når du vil indtaste de faktiske beløb i dit budget hver måned. Det kræver opmærksomhed i starten, og der kan gå måneder, før du for alvor mærker forskellen.
Store ønsker må gerne tage tid
Jeg talte engang med en kvinde, hvis familie drømte om at sejle i flere år. De lagde en plan, hvor de først skulle lære at sejle, prøve at bo på en båd og undersøge, om livet til søs overhovedet passede til dem.
Først derefter ville de arbejde videre med opsparing og de større beslutninger.
Det gav dem mulighed for at undersøge deres ønske undervejs, uden at skulle ændre hele deres liv på én gang.
Husk på
Det kan godt tage lidt tid for din hjerne at ”acceptere” én ting ad gangen – fordi vi ofte ønsker os øjeblikkelig forandring, men det findes ikke i virkeligheden – kun på de sociale medier.
Giv dig selv tid og ro til at tage et skridt ad gangen. Så længe det går fremad, kommer du stadig tættere og tættere på det du ønsker dig.
Sådan kommer du videre:
Kend Dine Penge - start her, hvis du godt vil i gang
Lyt også til de her afsnit:
#262 - Det behøver ikke være nyt for at være rigtigt
#235 - Sådan bruger du dine penge med god samvittighed
Abonner på podcasten her:
Lyt på Podimo (så støtter du samtidig podcasten)
Eller hvor du ellers lytter til podcasts

Kommentarer
Efterlad din kommentar