#280 - Din økonomi skal også fungere om sommeren

#280 - Din økonomi skal også fungere om sommeren
I dette afsnit:
Sommeren er ofte den periode, hvor vores sædvanlige rutiner begynder at glide lidt.
Vi står måske senere op, spiser anderledes og bliver mere spontane. Og pludselig får økonomien også lov til bare at følge med.
Måske kender du følelsen af, at det hele nok skal gå, fordi det jo er sommer. Men når ferien er slut, kan det være knap så rart at åbne netbanken.
I det her afsnit taler jeg om, hvordan du kan indrette din økonomi, så der også er plads til sommerens anderledes rytme.
Når sommeren bliver en undskyldning for at slippe det hele
Måske dropper du indkøbslisten, holder op med at følge madbudgettet og får ikke lige tjekket netbanken.
Jeg ved fra mig selv, at en tur i supermarkedet uden indkøbsliste hurtigt kan ende med en masse ekstra varer og halvdelen af det, jeg skulle bruge, glemmer jeg at købe.
Når de økonomiske rutiner også forsvinder, mister vi hurtigt overblikket.
Din økonomi er en del af fundamentet i dit liv. Derfor skal den også fungere, når du holder fri.
De små sommerkøb kan fylde mere, end du tror
Is, cafébesøg og spontane ture hører sommeren til for mange af os. Jeg elsker selv is, og mit isforbrug får altså noget af et løft om sommeren.
Men de mange små køb kan hurtigt blive til flere hundrede kroner, uden at du rigtig bemærker det.
Og hvis du samtidig er holdt op med at følge med i økonomien, kan du miste fornemmelsen af, hvor pengene bliver af.
Derfor anbefaler jeg en sommeropsparing
En sommeropsparing er noget andet end en ferieopsparing. Din ferieopsparing dækker selve ferien, mens sommeropsparingen kan bruges til de ekstra udgifter, der opstår i hverdagen.
Måske bliver du inviteret til grill hos naboen en tirsdag, eller I beslutter spontant at spise ude.
Det er udgifter, som dit almindelige madbudget måske ikke er indrettet til.
Derfor anbefaler jeg, at du sparer et realistisk beløb op, så der faktisk er penge til det sommerforbrug, du kender fra tidligere år.
Din økonomi skal kunne rumme et almindeligt liv
Hvis din økonomi kun fungerer, når alle måneder ligner hinanden, bliver den hurtigt sårbar.
Jeg oplever også hos mine kunder, at sommerferien kan blive fyldt med aktiviteter, fordi de gerne vil give børnene noget at fortælle om efter ferien. Men du behøver ikke bruge penge på det, andre gør.
Jeg ville eksempelvis aldrig vælge en badeferie, hvor jeg skulle ligge ved poolen hele dagen. Det ville simpelthen ikke passe til mig.
Der skal være plads til det, der betyder noget
Et af mine medlemmer fortalte, hvor meget hun holder af besøg fra sine børnebørn.
Vi talte om at lave en opsparing til deres besøg, så der er penge til is, indkøb og de ting, de gerne vil lave sammen.
På den måde bliver de ekstra udgifter en del af hendes økonomi, frem for noget hun skal finde penge til bagefter.
Husk på
Sommeren må gerne være anderledes. Det skal din økonomi også kunne holde til.
En bæredygtig økonomi skal også kunne håndtere de udsving, som året byder på – uden at du bagefter står med uro i maven eller følelsen af at skulle starte helt forfra.
Jo mere din økonomi begynder at passe til det liv, du faktisk lever – også om sommeren – jo lettere bliver den også at være i.
Sådan kommer du videre:
Kend Dine Penge - start her, hvis du godt vil i gang
Lyt også til de her afsnit:
#279 - Du mangler ikke disciplin – du mangler overblik
#138 - Stop dine økonomiske bekymringer
Abonner på podcasten her:
Lyt på Podimo (så støtter du samtidig podcasten)
Eller hvor du ellers lytter til podcasts

Kommentarer
Efterlad din kommentar